Jeg tager mig selv i at stirre ud i luften dyb i tanke igen, da jeg sidder i den plyssede stol hos tarotdamen. Vi er ca halvvejs inde i sessionen og jeg tager mig selv i at føle suget i maven med de følelser som popper op igen og igen.

Et par dage forinden denne session havde jeg set en TikTok video, hvor en person sætter ord på en masse ting, som jeg stadig er i gang med at lære.

At være i de dumme, irriterende og grimme følelser.

Hun fortæller hvordan hun af sorg og misundelse havde sat sig ud og grædt i sin bil efter et bryllup, hvor hendes 25-årige kusine havde fundet drømmemanden ud af det blå og at hun som 33-årig stadig sad uden at have åbnet det kapitel eller følte hun var tæt på det.

Hun fortalte også, hvordan hun for første gang tillod sig selv at græde i bilen og omfavne den følelse fremfor at børste det af sig, fordi det føltes pinligt at have det sådan.

Jeg er i gang med at lære at føle og acceptere følelsen af dårlige følelser – at man gerne må tænke eller føle noget dårligt om sig selv, en situation eller andres opførsel over for en.

“En ting jeg altid har søgt er perfektionisme. Det kommer nok ikke bag på ret mange rundt om mig” siger jeg til hende, da emnet falder på blokader. “Forleden da jeg kiggede mig selv i spejlet, der syntes jeg at rynken i panden var begyndt at blive lidt for dyb, og jeg var 5 sekunder fra at ringe til den nærmeste botox-klinik” griner jeg halvhjertet og tænker på den følelse der landede i min mave den morgen, hvor alt andet også bare var dumt og intet tøj heller så fedt ud.

“Det har altid været et tema at jeg gerne har ville være perfekt og alting rundt om mig også gerne skulle være det.”

“Det har også altid været et tema, at jeg gerne har ville have at andre opfattede mig som perfekt.”

“Jeg har også indimellem haft lyst til at skrige ind i en pude, fordi jeg har set endnu et billede, hvor jeg ikke kan genkende den udgave af mig selv og hvor spejlet eller den konstante selvransering heller ikke har kunne give mig et klart svar på hvem jeg er og hvordan jeg mon bliver opfattet.” siger jeg og alt i mig har lyst til at rejse mig op og gå rundt i rummet for at slippe for at sidde med følelsen.

I stedet for forsætter jeg efter en lille tænkepause.

“Jamen jeg er bange for at blive misforstået” siger jeg efter hun havde spurgt, hvad der blokerer mig i at andre virkelig får lov til at se mig og ikke bare den kuraterede version af mig.

“Jeg tror at jeg er bange for at folk ikke forstår sådan rigtigt hvad jeg mener, hvis ikke de har det fulde billede af alting” siger jeg, mens jeg trommer med fingrene på låret. “Eller om de forstår mig” forsætter jeg lavmælt.

Jeg flytter hænderne og lægger armene over kors, som en måde at beskytte mig selv i at blive lidt for blottet.

Vi bliver pludseligt afbrudt af højlydt musik ude på gaden og i et kort øjeblik nyder jeg lettelsen over den opmærksomhed som er taget væk fra mig i bare et millisekund.

Jeg ved om nogen, hvor svært jeg har ved at give slip og lade folk opleve eller se mig som mig.

Tarotdamen vender hovedet mod mig og smiler igen. “Nå, vi kom fra at du er bange for at blive misforstået” og i det korte øjeblik, hvor vi blev distraheret af musikken nåede mit hoved et hav af tanker om netop det her tema.

Jeg nikker bare til hende, fordi jeg igen kan mærke at der er en klump i halsen og samtidig føler jeg at musikken fra gaden var et symbol for den plade som er gået i hak indeni mig over netop det her tema.

“The World” blokerer dig fra dine “King of Cups” energi forsætter Tarot-damen. “Du er enormt følsom, men du lader dig alligevel holde ret meget tilbage fra andre”

Og i et moment når jeg at tænke på alle de gange jeg har grædt over ligegyldige ting eller at jeg ikke tror man skal være i rum med mig ret længe før at man kan se sensitiviteten og ængstligheden sive ud af mig.

“Hmm, altså jeg tror måske at jeg er meget god til at gemme mig bagved at jeg bare klarer tingene selv” siger jeg.

“Jeg kan bedst lide at have styr på det. Det giver bare en ro i kroppen, at jeg midt i kaosset kan holde sammen på alle trådene og ikke mindst mig selv. Jeg hader når jeg mister styringen over mine følelser foran andre. Men jeg er da begyndt at øve mig på at fortælle hvordan jeg har det? Eller det tror jeg da jeg er?” forsætter jeg.

I mange år har jeg aldrig rigtig udtrykt hvordan jeg virkelig har det eller bedt om hjælp til noget, fordi jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle stille op med den, hvis jeg fik den.

Jeg har haft en tidligere kollega som efter en mere sårbar udmelding fra min side efter et par glas vin til en fredagsbar kunne kigge på mig og sige “ej, det er jeg virkelig ked af at høre at du har det sådan”. Hun mente det virkelig og jeg husker hvordan jeg fòr sammen over det, fordi jeg ikke opdagede mit eget sårbare slip-up midt i det.

Den sætning burde jo være omfavnende for mig, men i mit skøre hoved var den næsten fremmed at sidde med den og jeg huske hvordan hele min krop slog alarm i en “jeg kan altså godt klare mig selv og jeg har bestemt ikke brug for medlidenheds”-klokke.

Men det er først her på det sidste, at jeg er begyndt at lande mere i de følelser. Jeg husker blandt andet, hvordan jeg en dag fik et angstanfald på arbejdet foran en kollega og det var første gang at jeg nogensinde har haft så lidt kontrol over et angstanfald og at nogen så det.

Jeg husker også hvordan hun helt roligt kiggede på mig og vi gik et sted hen, hvor jeg så tyrede 3 bananer og en pakke druesukker for at få styr på nerverne.

“Det må du virkelig undskylde, det var da lidt voldsomt af mig” var min respons til hende og jeg husker hvordan hun bare kiggede på mig og sagde “Det skal du sgu ikke undskylde” uden så meget palaver. Det føltes som en neutral, men stålfast udmeldning der ikke overlod meget til min normale overtænkning.

I den situation var angstanfaldet næsten det mindst skræmmende for mig, men mere at nogen så at jeg faldt fra hinanden på stedet.

Vi blev siddende lidt og hun lod mig bare være i det, mens hun talte lidt i øst og vest om alt muligt andet, mens jeg sad der med banan nr 3 i hånden og tårer i øjnene.

Det var en helt skør oplevelse, fordi selvom hun var den eneste der så det, så tror jeg aldrig at jeg har ladet nogen se eller opleve det på så nært hold og yderst ufrivilligt fra min side af. 

Jeg griner og joker tit med at jeg er en Anxious Girlie og at jeg sidder i lufthavnen flere timer inden flyvet letter, mens jeg tjekker gaten flere gange eller at jeg helst skal have en To-Do lavet eller at jeg har tjekket menuen hjemmefra, så jeg ved hvad jeg vil have.

Så selvom joken eksisterer, så afholder den mig nok også fra indimellem at være i de følelser eller behov jeg har, selvom jeg er blevet lidt bedre.

Så efter jeg gik hjem fra tarot-damen der gik var der nogle brikker som faldt på plads.

“Det giver mening” siger jeg for 700. gang da hun læser mig igennem kortene som aldrig før og på en eller anden måde har det ikke været lige så slemt, som jeg troede.

Jeg følte mig stadig lidt dum, dag jeg udbrud i et mini-hulk efter 5-10 minutter i den plyssede stol og min respons var “undskyld, jeg er lidt emotionel i dag”

“Det er fuldmåne om lidt” var hendes respons til det som om det var det mest naturlige, imens hun rev en kleenex op fra pakken og rakte den til mig henover røgelsen.

Under et skjold af selvstændighed gemmer jeg mig væk i forsøget på ikke at virke omklamrende eller svag eller for meget eller som en der ikke har styr på alting, fordi hvad hvis nogle spottede den sårbare side version, som ikke konstant ønsker at klare sig selv eller som også bliver usikker.

Fordi sandheden er nok at jeg der lurer en million usikkerheder under overfladen som en Jack-in-A-Box bliver de sværere at gemme væk.

Og det er som sådan ikke usikkerhederne jeg prøver at proppe tilbage i æsken, men det er at komme til at vise dem uden filter eller uden kontrollen over dem.

Men over de seneste år er sårbarheden, usikkerhederne og angsten for at falde bagud begyndt at vise sig mere og mere og jeg forsøger at sidde med den. Rigtig sidde med den.

Jeg øver mig i at være i den, men jeg øver mig også i at være i følelsen af, at man ikke behøver at vide alting, men at man også gerne må opleve en sorg, længsel, vrede eller afmagt over nogle ting og at det ikke gør, at man er et dårligt menneske eller at folk nødvendigvis tænker dårligere om mig eller føler jeg har mindre styr på mig selv.

Om jeg nogensinde kommer til at slippe kontrollen over mit eget narrativ vides ikke. Jeg øver mig på at komme til orde, slippe og være cringe, for meget, for lidt, ængstelig, glad eller alt derimellem.

Fordi bliver man ikke næsten mere forstået og modtaget, når man netop giver slip og viser at man ikke er hende der har styr på alting? Og hvem prøver man egentlig at narre ved at skabe et billede, som man selv bliver helt træt af at forsøge at opretholde.

En ting er sikkert dog. Jeg sidder stadig i lufthavnen alt for tidligt og tjekker gaten 100 gange før Boarding for at sikre mig, at jeg er det rigtige sted – nogle ting er vel bare som de er, er de ikke?

XX,

Louise