Jeg er kommet hjem efter at have været til professionel heks- og tarotlæser i dag. Det var 35+ grader og jeg fandt min vej ind på et lille Galleri Krebsen midt på Studiestræde.

Jeg troede et kort øjeblik at jeg skulle have læst tarot midt inde i galleriet, mens ejeren vimsede rundt om sine vaser. Det galleri må da holdes i live af en god omgang “old money”: er min første tanke da jeg spotter to vaser og noget papirsklip fremstillet og ejeren der sidder i solen udenfor.

Efter jeg er gået forbi vase nr. 700, hører jeg en stemme kalde på mig på vej op af næste led af trappen. Her står min profesionelle heks og dagens tarotlæser. Jeg har fulgt hende længe på sociale medier og pludselig kom det over mig, at jeg måtte booke en session.

Jeg trækker mine egne kort, men indimellem føles livet så emotionelt at jeg ikke kan læse det hverken op, ned eller fremad. Det hele vikler sig lidt sammen rundt om mig.

Mit kald til at booke denne her tid midt i Danmarks hedebølge kom sig nok lidt af, at jeg endnu engang er landet et sted i livet, hvor jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med mig selv. Eller en omgang hedeslag. Jeg vil lade dig beslutte dig for det.

Tarot-damen spørger mig også hvorfor jeg har trodset de 35 grader, i stedet for en dag på stranden. I et kort øjeblik mens jeg bunder et glas halvlunkent vand overvejer jeg også hvorfor en bunke kort om fremtiden får lov til at diktere at jeg sidder midt i en plysset stol omsluttet af duften af røgelse og ikke ude på nærmeste strand med en kold cola og en pose chips ved min side.

Jeg tørrer vandet væk rundt om munden med bagsiden af min hånd og forsøger ikke at kløjes i den sidste slurk lunkent vand.

“Hmm jeg er vel kommet fordi jeg søger en form for svar” siger jeg lidt lavmælt.

På en eller anden skør måde kan jeg mærke halsen allerede trække sig sammen og at jeg bliver emotionel.

Det skal siges at mit kryptonit ofte er en meget afslappet spirituel person, som jeg føler kan læse mig ved alt jeg gør og ikke gør, duften af salvie og så deres atmosfære af ro, som jeg stadig ikke forstår hvordan de kan være i. Hun virker som en der kunne sidde i midten af Distortion og stadig være helt zen, mens jeg bliver overstimuleret efter en tur i Netto.

De får mig lidt hver gang, fordi jeg føler at jeg er på vej til at blive eksponeret for alt det jeg forsøger at være: nemlig cool & collected.

Jeg føler mig alt andet end cool og collected, mens jeg vipper lidt rundt i den plyssede stol og trækker lidt rundt i min t-shirt.

Jeg forsøger mig for at virke mere rolig og vil nu tage klipklapperne af og sidde i en form for afslappet lotusstilling i stolen, men der går ikke mere end tre sekunder, da plysset fra stolen rammer min svedige ryg og et knæk i hofteledet der gør, at jeg allerede forsøger mig på at rette mig ud ved at strække benene ud efter mine klipklapper igen.

Hun kigger bare på mig, mens huns renser hvert og et år kort henover røgelsen.

“Jamen, jeg er her fordi jeg er lidt forvirret over mit ståsted i livet. Fordi jeg er rigtig glad og stabil.” starter jeg forsigtigt ud.

“Jeg elsker mit arbejde. Det er godt. Jeg har en fin lejelejlighed til en god pris på Nørrebro. Jeg rejser. Jeg gør mit bedste. Jeg er single og jeg føler indimellem en form for længsel, selvom jeg er jo er glad?” forsætter jeg, mens hun kun er nået halvvejs i bunken.

På det her tidspunkt har jeg ikke forstået at hun renser kortene, jeg tror at hun venter på at kortene vil sige noget til hende henover røgelsen og jeg når at blive helt træt af, at vi halvvejs igennem og de stadig ikke ved hvad de skal sige. Men overvejer om de er lige så forvirret over mit tidligere forsøg på en afslappet lotusstilling og har givet op inden vi er gået i gang.

Hun kigger på mig med nogle meget rolige og kærlige øjne og jeg føler, at jeg er helt blottet selvom jeg ikke har sagt ret meget.

“Jeg føler jeg burde have et eller andet projekt lige nu. Andre køber hus, lejlighed, hund. De får børn. De bliver gift. De har hele tiden en annoncering af den helt store klinge og så er der mig..” siger jeg, mens jeg kan mærke at hendes rolige blik gør mig endnu mere emotionel.

“Jeg føler mig nok lidt lost” får jeg til sidst kvækket ud alt imens at der er en klump i halsen, som jeg ikke længere kan sluge.

Hun kigger på mig og siger “er du mons tro omkring de 30?” og jeg nikker bare.

“Ah ja, det giver jo god mening. Du er begyndt at være stabil og have en rutine i livet, men at der mangler et projekt. Det er der mange i 30’erne der føler. Man kan godt være glad for sit ståsted og samtidig helt lost for fremtiden” konstaterer hun mig helt roligt, mens hun renser kortene færdigt.

Det får mig. Fordi det er simpelt, men det er netop hovedet på sømmet. Jeg har ikke et projekt. Jeg har været 5 sekunder fra at melde mig til Love is Blind eller Bachelorrette bare for at få lidt gang i samtalen til jul i familen fra min ende af bordet, men har dog holdt mig tilbage alligevel.

“Jamen det gik bare op for mig til min 30 års, at jeg sad omringet af veninder som alle har en kæreste, barn på vej, bryllup eller har lige købt hus eller lejlighed. Min bror har lige købt hus med sin kæreste og en eller anden over på den anden side har også lige købt en hund – og vedkommende kender jeg ikke engang. Og så er der mig – hvad skal der ske med mig? møder jeg nogensinde nogen? Jeg har aldrig følt mig så lost som nu” siger jeg lettere rablende og grådkvalt henover røgelsen.

“Og er de alle glade?” spørger hun.

“Øhh, nogle mere end andre, tror jeg” får jeg kvækket frem efter lidt tid med en klemt kleenex i hånden.

“Der ser du jo. Ingen grund til at sammenligne”, siger hun og banker på kortene. “Så hvad skal vi spørge kortene om i dag?”

Jeg kigger på hende og siger, at jeg drømmer om at møde en og at jeg føler mig klar til kærligheden, at jeg gerne vil finde ud af, hvad jeg skal med mit liv lige nu, men at jeg også bare gerne vil høre, hvad de siger om nuet og fremtiden.

Fordi inden jeg satte mig i stolen var jeg godt klar over, at jeg lider lidt under at jeg ikke har en stor announcement i livet. Mit liv er ret stabilt, roligt, forudsigeligt på de fleste fronter.

Folk har givet op på at spørge til kærligheden eller til de store annonceringen af livsbegivenheder. Min farbror spørger da til om jeg skal købe en lejlighed ca. hver jul, men mit svar er et mumlende nej og noget om boligmarkedet og så er den samtale ovre.

Min ene veninde kiggede på mig over en øl forleden og sagde helt forundret “jamen vil du da overhovedet have en kæreste??” da jeg klagede over datingscenen.

Og ja, det vil jeg gerne. Jeg føler mig klar nu. Efter snart 6 år som single. 6 år i den samme lejlighed, 2+ år i den samme stilling, samme virksomhed, 7 år i samme branche.

Jeg er klar til noget nyt et eller andet sted i livet. Jeg har altid været hende der har haft et eller andet påfund. Nyt job, flytning, droppe ud af studiet. Nyt job igen osv. og pludselig blev ting stabilt og det føles faktisk rart. Og så opstår panikken..

Tarotdamen blander kortene, mens hun forklarer mig at det er typisk at når man er landet i 30’erne at stabiliteten også kan føles lidt skræmmende.

Jeg sidder og funderer lidt over det, mens hun blander videre.

“Ja. Jeg har bare så længe søgt noget stabilitet og nu er den her og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv” siger jeg selv lidt forundrende ud i luften.

Er ikke sikker på om jeg siger det til hende eller om jeg konstaterer det for mig selv.

Jeg er 30 år. Fylder 31 år om nogle måneder, men denne her gang holder jeg hårdt på at sige, at jeg er 30 år og ikke noget med “jeg er 31 år om lidt” – Jeg er 30 år helt indtil august. Slut.

Jeg har aldrig tænkt over at stabilitet var det, som ville skræmme mig og omvendt har jeg altid haft en frygt for at stå stille eller at sidde fast. Men jeg har også brugt et helt årti på at være i fællesskabet med alle andre over det ustabile, at man godt må rode rundt og det næsten er forventet at man i 20’erne ikke aner hvem man er eller hvem man kyssede med på toilettet på Proud Mary.

Det er ligesom en del af livets gåde og pludselig ser man andre finde noget nyt at tage sig til, mens følelsen af at sidde fast mellem Proud Mary og et kvartalsrapport fra Q2 der skal afleveres inden Q3, fordi nu er vi officielt gået ind i S2 efter at have opsamlet S1. *Indsæt gerne dit eget corporate lingo her.*

Nu er forventningen også at man annoncerer noget stort, noget vigtigt og noget livsændrende.

En forlovelse. Et bryllup. Et huskøb. Et barn. En ny stilling.

Og jeg har sidst annonceret at jeg har købt en vintage Fendi taske fra 2013 eller et par Jimmy Choo x Jean Paul Gaultier sko fra 2023. Eller en solorejse til Rom, hvor mit eneste gøremål var at sidde bag på en Vespa, mens smukke Lorenzo kørte mig rundt i Rom og jeg kun skulle fokusere på at klamre mig til ham (red. til dels af angst og til dels af at det er ved at være længe siden, at jeg har været så tæt på en mand).

Det er utroligt nok, men man fejrer det ikke helt på samme måde, selvom jeg har lyst til at svinge min “nye” sølvfarvede Fendi rundt i hovedet på alle, fordi jeg har brugt 5+ år på at finde en og nu er den endelig min eller at jeg har overlevet den Vespa-tur og tog min første solorejse nogensinde, i mens jeg max kunne mumle et par enkelte italienske gloser.

Vi fejrer heller ikke på samme måde, at man arbejder på sig selv og alle ens skyggesider.

De sidste 6 år har været år, hvor jeg har kørt mig selv rundt i manæsjen og vredet skeletter ud af skabet, trampet på dem, lagt dem ind igen, taget dem ud igen, grædt og danset rundt til Taylor Swift med et glas vin i hånden i et mix af netop glædestårer og til tider afmagt.

De sidste 6 år har været et virvar af alt muligt og det første år i 30’erne har været det bedste af slagsen; fordi der landede en stabilitet.

En stabilitet som har givet økonomisk overskud nok til at kunne betale for den Fendi og nogle sko hist og her med god samvittighed. En stabilitet der har givet rum til at kunne rejse ud i verden og leve og til at udfordre sig selv og de rumsterende skeletter der følger en alle vegne.

Så da tarotdamen lægger kortene frem og siger “Du blokerer dig selv for at udfolde dig helt ved at leve livet uden alt muligt dårlig samvittighed over ansvar, men du øver dig og du skal blive ved med det. Tillad dig selv at leve her og nu og udforske lige nu. Det behøver ikke kun at være fornuftigt eller seriøst.”

“Der er en på vej, men du skal blive ved med at leve udadtil og ikke indad, som du har gjort i flere år. Du skal prøve at kaste dig selv ud på dybt vand, fordi du kan meget mere og livet er meget mere. Du har holdt dig selv tilbage i et helt liv, så lev det nu og så skal han nok finde dig” forsætter hun.

Der er ikke så meget af det hun siger, som jeg ikke selv godt ved, men det var en god bekræftelse.

Da vi siger farvel er det ikke så meget oplægget, som jeg tager med mig, men netop det her omkring at være landet, men at det også kan bruges som noget positivt til at have rum til at rykke ved sig selv.

I flere år har jeg været så overvældet af livet og det kaos der netop var, at jeg ikke skulle tænke over, hvad jeg selv kunne få ud af det. I flere år var det overlevelse. Måske hele mit liv lidt har været i overlevelse, mens det sidste år har været at leve, fordi der kom stabilitet og rutiner til at kunne netop det.

Så det spørgsmål, som jeg sad mest tilbage med efter det var.

Er stabilitet noget som gør os kedelige og forudsigelige, eller er det stedet, hvor vi pludselig også kan få plads til at udforske sig selv på en ny måde?

Fordi hvis ikke vi indimellem tillader stabilitet, hvornår skal der så være plads til at det andet?

XX,

Louise