Alting bobler rundt om mig og det eneste jeg kan høre er vandet, da jeg ligger ude i havet, mens aftensolen danser henover bølgerne, der får alting til at glimte.

Jeg kigger op mod solen og det eneste jeg tænker er “please tag min ængstelse og skyl den bort, kære hav”.

I flere dage har min mavet nu knuget sig sammen i en ængestelse over at jeg føler der er noget nyt på vej, at jeg har ændret mig på alle mulige fronter og at jeg ligger i spændet mellem det gamle og nye jeg.

Jeg tog mig selv i at have en fantastisk dag forleden og pludselig finder jeg mig selv klokken 2.22 om natten, mens jeg taler med Finn fra 1813.

“Hej, det er Finn”

“Ja, hej det er Louise. Øhh, jeg er lidt bange for at min mave er helt i udu og at der er noget i vejen. Hvad skal jeg gøre??”

Vi taler lidt frem og tilbage i telefonen.

“Hmm, efter alt hvad du lige har sagt til mig, så tror jeg ikke at du skal være bekymret. Det lyder mest af alt som at du oplever noget angst. Er alting okay for tiden? Ellers se tiden an og så håber jeg at du kan sove bare nogenlunde.” siger Finn helt roligt og afdæmpet.

“Tak Finn. Jeg vil prøve.” klukker jeg forsigtigt tilbage, mens jeg holder armen henover min mave.

Jeg knuger telefonen efter Finn har lagt på. Et opkald klaret på kun 7 minutter.

Finns ro bløder igennem telefonen og ind hos mig. Han lød som om han mente det og hans ord får mig også til at falde lidt ned igen.

Jeg har aldrig ringet 1813, men for første gang længe havde jeg brug for at der var en voksen der kunne fortælle mig, at det bare er mit fjollede hoved og ikke fordi der var noget rigtig alvorligt i vejen.

Jeg kommer også frem til, at det nok var mit hoved der spillede mig et puds, fordi tanken om at skulle tage til skadestuen gjorde mig utrolig træt, måske fordi jeg inderst inde godt vidste at jeg var fjollet. Men rusen af panik, da jeg ringede 1813 var reel nok.

Dagen efter sidder jeg henover brunch, mens jeg kigger fortvivlet på min mor.

“Jeg bliver så træt af mit hoved” siger jeg til hende helt opgivende.

Hun kigger på mig med et forstående blik og jeg ved at hun om nogen forstår mit fjollede hoved, fordi hendes hoved er på sin vis det samme.

Som mor, som datter.

Et par dage efter den episode med 1813, min mave og mit fjollede hoved ligger jeg i havet i aftensolen. Efter flere dage med et knugende mavefornemmelse og her slår det mig, at der har været mest ro på mave, hoved og krop mens jeg ligger der i saltvandets klukkende favn.

Lige der flyder jeg i et med noget der er meget større end mig selv, lige der finder jeg en ro.

Normalt har jeg svømmet helt stivnakket, fordi jeg ikke har ville have vådt hår, men disse dage dykker jeg under vandet og nyder lyden af havet, smagen af saltvandet og det minder mig om barndom, om en uskyldighed og en uvidenhed for hvad livet bringer.

Jeg har lyst til at blive liggende der for evigt og bare rokke med bølgerne.

Inden jeg hoppede i bølgerne for at slippe for verden og mit tankemylder om fremtiden, om livet og alt det nye, ringede jeg til min mor for at fortælle hende, at jeg havde vejet mig og taget 5 kilo på.

“Mor, jeg har taget på. Jeg har vejet mig for første gang i 10 år og jeg har taget på. Jeg har ikke bare taget lidt på, jeg har taget 5 kilo på” siger jeg overraskende roligt til trods for at min hjerne er lidt i panik.

“Hvordan skete det??” siger jeg.

“Har du tænkt over, at jeg har taget på? Har du? Har du?” spørger jeg insisterende.

Min mor svarer med en forundring over den vægtforøgelse, som føles helt oprigtigt og i et kort øjeblik giver det min hjerne en ro, fordi det betyder at det ikke er noget man har tænkt over.

“Altså jeg har kun tænkt over at dine bryster er blevet større” siger hun så efter en rum tænketid.

Jeg griner næsten hysterisk tilbage.

“Ja, det er der sgu efterhånden mange der har kommenteret på” siger jeg, mens jeg griner lidt.

Det er ikke længe siden, at jeg mødtes med en veninde der pludselig stopper min talestrøm med en “undskyld, jeg har slet ikke hørt noget de sidste 10 minutter, har kun kigget på dine bryster. Gør du noget nyt? Tager du noget? Du må gøre noget.”

Det er heller ikke 100 år siden, at jeg var på date med en mand, hvor hans blik blev ved at ryge mod min kavalergang og ikke rigtig mødte mine øjne.

En ting, som jeg aldrig har haft som problem, når man tidligere har været en del af “the itty-bitty-titty-comittee”, men det medlemsskab synes at være ophørt fra dags dato og der kommer nok snart nogle og klipper det medlemskort over.

Jeg husker også pludseligt, hvordan den date endte i at han løb hurtigt hjem og fulgte op dagen efter med en SMS “Øhhhh, altså tak for i går. Tror sgu ikke rigtig at vi er et match, men du skal vide at du ser rasende godt ud.”

Og da jeg fik den besked, der tænkte jeg godt over at udseendet eller blikket mod min kavalergang tog prisen for at se rasende godt ud og at han ikke havde hørt et eneste ord af hvad jeg havde sagt i den tid det tog os begge at drikke en grøn Tuborg ud.

Og nu kan jeg da også sige, at det er ingen supplementer, intet nyt som sådan som er tricket her, men 5 kilo mere på kroppen.

Efter jeg opdagede vægtforøgelsen har jeg allerede downloadet en kalorietæller app og er i gang med at smide alle kulhydrater ud af vinduet af sommerhuset, men det ville næsten være mere pinligt at skulle stå der og samle Rummo-pasta og et hvidløgs foccacia fra Rema 1000 op fra græsplanen end lige at trække vejret.

Hvilket også er fjollet, fordi da jeg havde vejet mig, gik jeg da ind og kiggede mig i spejlet og tænkte “du ser sund ud” og “du ser glad ud”.

Livet på det sidste har været mere nydelse, mindre bekymrning om min krop.

Jeg vidste også godt, at jeg ville have taget på efter at have haft flere år med Invisalign. Jeg havde et par bukser som jeg opkaldte “Invisalign bukserne”, fordi jeg vidste at jeg kun ville kunne passe dem i det omfang og de blev solgt så snart den sidste bøjle var taget af.

Fra en der har kæmpet med mit spejlbillede i mange år, så var det som om at på den ene side at denne her vægtforøgelse ikke føles som verdens undergang, selvom den anden del, mit gamle jeg havde lyst til at gå i opløsning og derfor vi downloadede apps og næsten stod og antændte et kulhydrats-hvidløgsfoccacia-bål ude i haven, mens jeg chantede “nothing tastes as good as skinny feels” taget direkte fra Tumblr anno 2012.

Jeg har ikke haft et så højt tal på vægten i 11 år.

Men mens jeg står der og vurderer mig spejlbillede, så tager jeg også fat i mit ansigt. Jeg synes ikke, at det har sat sig der, men det er jo et luksusproblem at det hele er landet omkring brysterne. Og maven. Og hofterne.

Om aftenen sletter jeg kalorietæller-appen igen.

Min ide om 30erne var netop at de skulle handle om at have det godt og mit ønske er netop at bekymre mig mindre.

Jeg siger højt til mig selv, mens jeg ligger i bølgernes salte favn “alt er godt”, fordi det er det. Alt er godt lige nu. Så hvorfor alt det drama, når det hele er godt? Alt er godt. Sådan helt oprigtigt talt.

Mit nervesystem synes lige at skulle finde plads i at alting faktisk er godt. At hele sin krop og sit sind eller at have det godt burde være nok, men det er som om at man lige skal forbi en detour af alarmberedskab, ondt i maven og forvirring, før man må selv og nervesystemet må lande i en “ahhh det er okay”-følelse.

Jeg tror min egen healing-journey er begyndt at nå til det punkt, fordi jeg har aldrig haft det bedre og alligevel finder mit nervesystem og tankemylder frem til, at det må betyde at noget dumt er på vej.

Det er der bare ikke.

Spørger du Finn er jeg alt også godt, spørger jeg andre om min nyligt opdagede vægtforøgelse, så siger de nok ikke så meget, fordi de har blikket vendt ned mod mine bryster og har ikke hørt mit spørgsmål, men det er vel svar nok lige der.

Alt er nemlig godt.

Det er nemlig godt lige nu, men lige som de 5 kilo var lidt et chok, da jeg spottede det på vægtens nådesløse display, så er det endnu en ting der viser at tingene har ændret sig og at min krop, mit sind og jeg ikke er det samme som dengang jeg var 19 år gammel.

Det er okay.

Men i en verden, hvor pro-ana content, ozempic, AI, social media og glorificerede spiseforstyrrelser fremlagt på den røde løber er begyndt at blive hverdagskost, så kan det godt føles lidt vildt at se sin vægt højere end nogensinde før og når man har en forstyrret historik selv og tidligere har levet sit liv igennem et tal på en vægt, så skal man lige trække vejret helt ned i maven eller hoppe i havet for at dampe af inden man smider hvidløgsfoccacia ud af vinduet.

Man kan vel næsten ikke udskamme nogen for at downloade en kalorie-app i et kort øjebliks panikrus, men i sidste ende så er det vigtigste at være sund, at have det godt i den krop 5 kilo +/-.

Det mest åndssvage er, at jeg dagen inden kiggede ned af mig selv på stranden og følte mig godt tilpas. Sådan helt reelt.

Så for at gentage mig selv, at gentage englen Finn fra 1813 og gentage den stemme der findes langt inde i hovedet under nervesystemets uro og ængstelse, som jeg konstant navlepiller i.

Alt er godt.

Kære nervesystem, alt er godt.

XX,

Louise