Jeg sidder og scroller gamle minder igennem fra Instagram stories her til aften. Lige pt. er jeg landet tilbage i november 2020, som både markerer min flytning til København, men også mit sidste breakup.

Det føles underligt at kunne sige nu, at jeg har været single i 6 år og jeg bliver stadig usikker på, om det kan være rigtigt, at det var helt tilbage i 2020 at jeg pakkede min kasser sammen fra mine forældres lejlighed i Slagelse og jeg drog mod København.

…

Jeg har ikke så meget dokumentation for selve breakuppet og det var heller ikke et af de breakups, hvor jeg sad og spiste is og græd til Pretty Woman.

Jeg husker stadig tilbage på, hvordan min mor nærmest reprimenderede mig til at slå op, da vi alligevel var ved at være på kanten til det. Det var ikke fordi, at hun ikke kunne lide ham eller ville bestemme over mit kærlighedsliv. Min mor har altid været god til at holde sig i baggrunden, selvom der har været et par stykker, hvor hun har været ved at gå ud af sit gode skind, når jeg sad der og græd igen, igen.

Nej, hun sagde det nok nærmere fordi, at jeg selv var nået til det usympatiske punkt, hvor jeg kom til sige ting som “ej, når jeg engang finder drømmemanden” eller “når jeg flytter ud, så er der ingen andre end mig der skal have en nøgle.”

Bund ærligt, så var jeg ikke ret sød ved ham til sidst. Jeg blev så uendeligt træt hver gang at telefonen lyste op og hans navn stod op displayet. Til sidst levede jeg nok mere i drømmen og ideen om forholdet end jeg rent faktisk ville det og ham.

Jeg havde ikke været single ret længe ad gangen siden gymnasiet, hvilket var i stærk kontrast til, at jeg netop havde været en “late bloomer” og var en af de sidste til at få en kæreste.

Så mine ungdomsår havde pludseligt handlet meget om at være en god kæreste og at være i et forhold, hvor man gik på kompromis og alting var et “vi”.

Jeg havde også været typen der netop havde sluppet alt i hænderne for at være den gode kæreste og jeg havde i min egen ungdoms-usikkerhed også fundet nogle lidt toxic forhold, som gjorde, at jeg var godt kuldret i hovedet før jeg blev kærester med Martin.

Nogle gange når jeg sad hjemme i mine forældres lejlighed, så savnede jeg ham og glædede mig til at skulle ses. Men pludselig stod jeg i hans opgang og han ville blot hjælpe mig jakken af, sætte min taske på bænken og både kramme og kysse på én gang, og så skete der noget i min krop, hvor jeg havde lyst til at skrige:

“JEG KAN DA FOR FANDEN GODT SELV TAGE MIN JAKKE AAAAAAFFFFFF!!!”

Og af en sød gestus fra hans side af, så er det måske lidt en overreaktion fra mig.

Det skal dog nok siges, at der var mange ting i forholdet der ikke fungerede og mange årsager til at en lille gestus gjorde mig så klaustrofobisk.

Fordi det var nok den følelse jeg landede i, når jeg kom over til ham og vi skulle sidde helt tæt på sofaen og vi hele tiden skulle holde i hånd eller kigge dybt ind i hinandens øjne, når jeg var træt efter en lang dag og bare gerne ville lande.

Vores forhold havde været på kanten i et godt stykke tid inden “lad mig hjælpe din jakke af”-gate. Og givet, jeg skreg jo ikke noget, jeg havde bare lyst.

…

Jeg scrollede tilbage til billederne fra vores tur i sommerhus. Der er en video af, hvor meget det regnede den ene sensommer-aften. Jeg husker hvordan vi løb fra stranden med håndklæder og tøjet i favnen, mens vi skøjtede rundt i de våde klipklappet for at komme hurtigt tilbage til sommerhuset for at tage et varmt bad for at vaske saltvand, græs og sandet af os og få varmen igen.

Vi faldt sammen i grinet og jeg husker hvordan vi begge to stod under det lillebitte bruserhoved helt nøgne og krammede for at få varmen igen, mens det varme vand løb ned over vores hud.

Jeg husker det virkelig som et af de der romantiske “Notebook-moments”. Vi havde lige svømmet rundt og pjasket i vandet i solnedgangens orange lys og pludselig brød himlen åben og det stod ned i stænger.

Den kære danske sommer, vi elsker dig.

…

Men under The Notebook-momenterne, så var det også den sommerhustur, hvor jeg var ved at kaste op af angst.

Jeg sad oppe de fleste nætter med tankemylder og hjertebanken.

Min kusine og jeg har tilbragt mange somre i sommerhuset og vi har altid været bange om aftenen, fordi der bliver buldermørkt og altid knirker i træhuset. Reglen har altid været, at man ikke må se uhyggelige ting eller høre Mørkeland dagene op til og i sommerhuset.

Så selvom Martin og jeg var der sammen, så var det nok ikke sommerhusets knirken der gav mig angst. Det var os.

De fleste aftener gik han i seng før mig og flere af nætterne måtte jeg ty til et shot af Cuba Passion, som stod allerbagerst i køkkenskabet, som normalt duftede af mormors myntete. Jeg tænkte ikke, at der var nogle der ville savne et ældgammelt shot af Cuba Passion. Jeg ved ikke engang hvorfor den stod der i første omgang.

Men selv når jeg stod der i køkkenet og min hals brændte af af det sødlige Cuba Passion, så kunne jeg slet ikke få ro på hjertebanken og jeg havde allermest lyst til at tage hjem igen.

Måske var det fordi at tanken om os og forevigt var begyndt at briste og måske var det fordi jeg nok begyndte at indse, at det aldrig skulle have været os.

Martin og jeg havde en rigtig fin historie af at være barndomsvenner og vi boede på samme vej det meste af livet. De boede i huset oppe på hjørnet og vi gik i samme klasse og til gymnastik sammen.

Martin var god til at gå til gymnastik, meget bedre end mig. Han blev også ved på konkurrenceholdene, da vores lille lokale hold blev nedlagt. Jeg stoppede, fordi jeg ikke ville være med, når det ikke bare var for hyggens skyld.

Vi havde altid haft et godt øje til hinanden. Vi prøvede også at være kærester i det små klasser og hele vores liv havde blikkende også fulgt os til de mange skole- og privatfester.

Men i ungdomsårene der havde den ene af os en kæreste, når de anden var single.

Vi blev dog ved med at støde på hinanden, selv da jeg var tilbage i mit barndomshus på besøg fra Odense, så fandt jeg ham på gårdspladsen i huset på hjørnet, da jeg var på vej op for at fange den lokale bus ind til byen, så jeg kunne komme tilbage til det fynske.

Men tilbage i sommerhuset brændte min mund stadig af alkohol og kunstig smag af passion. Det begyndte så småt at gå op for mig, at uanset hvor mange romantiske løbeture igennem sensommer-regnen, så ville jeg nok gerne tilbage til at være venner igen og til den tid, hvor vi begge tænkte “hvad nu hvis vi ødelagde venskabet og prøvede?”

Jeg tror i momentet, at jeg forstod at vi havde en fin historie, men at den ikke var nok til at bære alt det i forholdet, som ikke fungerede.

Jeg følte ofte en frustration over, at Martin gerne ville have en anden version af mig, end det jeg var blevet til efter gymnasiet.

Jeg var ikke længere den samme som dengang, mens Martin på mange måder var forblevet sig selv.

Hans drømme var også de samme. Et hus på landet, et par børn og et godt arbejde.

Mine drømme var storbyen, glitz, glamour og jeg har aldrig vidst om jeg overhovedet ville have børn.

En ting var dog sikkert. Jeg ville ikke blive på landet og jeg skulle udleve min drøm om København.

…

I sommerhusets idylliske omgivelser spiste vi morgenmad, mens jeg entusiastisk stillede Martin det ene spørgsmål efter det andet om store og små ting i livet. Ja, vi kendte hinanden, men der var også mange ting vi ikke vidste og jeg ville vide alt.

Martin svarede mellem hver bid og hver tår kaffe. Korte svar. Men han spurgte aldrig tilbage og det blev aldrig min tur til at fortælle. Jovist kunne jeg selv bringe ting på bordet, men efter snart 2 år, så var jeg lidt træt af at være den der spurgte og ikke den der blev spurgt.

Jeg sad med tårer i øjnene, fordi det hele var begyndt at føles så fladt. Vi havde også mange snakke der foregik i passiv agressive toner eller med irritation over ikke at kunne forstå den anden.

Så midt i sommerhusets åbenlyse idyl, så gik det op for mig, at vi var alt andet end det.

…

Der gik næsten et halvt år fra sommerhuset til, at jeg havde bearbejdet den sorg, som opstod i mig i da vi var afsted.

Den aften, hvor jeg i et kort sekund havde troet at han ville fri til mig, fordi han blev så underligt nervøs og hvor min indvendige reaktion havde været panik og et rungende NEJ.

Han ville ikke fri, men i et splitsekund troede jeg det, da han vævede rundt i en samtale og var så tydeligt nervøs på et niveau jeg ikke havde oplevet før. Jeg ved stadig ikke hvad det handlede om, men frieri var det ikke.

…

Jeg tog mig sammen til at tage over til ham den aften og slå op. Det var ikke fordi min mor havde kommenteret på det, men fordi jeg vidste at jeg blev nødt til det.

Jeg havde allerede truffet beslutningen om, at jeg skulle til København og havde opgivet håbet om et “vi”, fordi vi blev uvenner hver gang samtalen faldt på at flytte sammen.

Han nægtende København og jeg nægtede at blive.

Så efter lang tids prøven, så endte jeg med at finde en lejlighed uden ham. Og nu skulle jeg flytte alene til København for første gang.

Vi havde også pakket det ind i, at det var en voksen beslutning om, at vi sagtens kunne være kærester, når jeg boede i København og han var sikker på, at jeg nok ville flygte tilbage til landet igen.

Senere da jeg viste billeder af min lille et-værelses på kvisten, så var hans eneste reaktion: “Jeg fatter seriøst ikke, at du vil bo i sådan en latterlig skotøjsæske i byen.”, mens han fnyste hånligt af mig.

Og jo, det var måske bare en et-værelses lejelejlighed til lidt for mange penge om måneden, men med lidt boligstøtte, et budget og en far der stadig betalte telefonregningen i en stund, så kunne min elevløn godt klare det.

Jeg var lykkelig for at have fået min Carrie Bradshaw-lejlighed på kvisten. Her skulle jeg bo og her skulle jeg lave kopnudler, skrive på livet løs og leve det store by-liv med veninder på besøg.

…

Jeg tror inden min mors kommentar, at jeg var blevet godt og grundigt overbevist om, at vi måtte slå op, da vi stod sammen i IKEA og han i et kort øjeblik efter hans fnysen, troede at vi skulle semi-bo sammen hos mig.

Vi klarede på ingen måde IKEA-testen, fordi vi diskuterede helt vildt og jeg havde lyst til at kaste en kødbolle efter ham i kantinen, da vi tog en pause fra uenighederne.

Det eneste jeg kunne tænke var MIG! MIG! MIG!, mens han prøvede at presse et “VI” ind i billedet.

Bægeret flød over, da han spurgte ind til en nøgle.

Jeg har set så mange rom-com film og aldrig forstået den helt store debat omkring at give en nøgle, men pludselig forstod jeg det.

Jeg havde ikke lyst til at han skulle have en nøgle til MIN lejlighed eller havde adgang til bare at komme og gå.

Jeg havde aldrig haft noget der bare var mit eller kunne bestemme frit om alting skulle være lyserødt, så det at give en nøgle ud var bare ikke en mulighed.

Så den aften, der stavrede over til ham og fik grædende slået op med ham på en tirsdag aften kort tid inden at mine forældre og jeg tog mine ting med til København.

Det var et lidt underligt breakup, fordi han sagde ikke rigtig noget. Han blev ikke sur eller ked af det. Han prøvede ikke rigtig at spørge ind til hvorfor, han kiggede bare på mig i stilhed.

Jeg anede ikke, hvad break-up kotumen var her, fordi jeg blev hængende i en god rum tid, fordi jeg heller ikke ville være ubehøvlet og jeg havde gjort mig klar til at forklare det hele.

Inderst inde handlede det jo om, at vi var for forskellige og fordi vi ikke ville det samme. Vores hængsler passede ikke sammen, som Niller i Den Eneste Ene ville have sagt.

Så vi sad på gulvet inde i stuen i nogle timer sammen, hvor han skiftede mellem at spørge lidt ind til min beslutning og på den anden side bare sad lidt.

Så vi sad der i stilhed i nogle timer, hvor han indimellem spurgte til hvorfor og på den anden side bare var.

Til sidst rejste jeg mig op fra gulvet med en “jamen, så er det vel farvel?” og kiggede akavet rundt.

Han valgte at blive siddende på gulvet og jeg vidste ikke om, jeg skulle blive lidt længere, men omvendt kom vi ikke videre og jeg ville gerne give ham plads.

Jeg gik ud og tog min jakke på helt selv og lukkede døren meget forsigtigt, så han kunne nå at sige noget eller skælde mig ud.

Men for at gøre mig til en endnu mere usympatisk idiot, så havde jeg lyst til at danse ned ad trappen, mens Moving On Up spillede i baggrunden.

Jeg tror egenligt ikke at det handlede om ham, men jeg tror mere at det handlede om, at jeg var nået til et punkt, hvor jeg skulle ud og lære mig selv bedre at kende uden at være nogens kæreste eller være der for andre end mig selv.

Jeg anede ikke hvem jeg var, når jeg ikke var nogens kæreste eller sad og udspurgte dem om deres barndom på diverse ferier.

Jeg havde haft utrolig meget uheld i kærlighed, så mit bægre var godt fyldt op og hele denne her flytning og IKEA-turen sammen havde gjort det soleklart, at jeg skulle finde mig selv.

Jeg var knapt fyldt 25 år på det her tidspunkt, så frontallappen havde kun lige ramt hinanden, men jeg var ready for the big city nu!

Moving On Up endte virkelig med at blive min breakup sang, fordi jeg var så fyldt op af alting og de to år vi havde været sammen havde været et stort stykke arbejde for os begge to.

Vi fandt nok sammen fordi vi begge havde noget uforløst og fordi vi begge stod et sted, hvor vi var lidt fortabte i livet.

Jeg husker, at jeg var blevet inviteret til fest oppe i deres lejlighed og nogen igen kiggede på mig med et vidende blik opfulgt af “dig og Martin ville være SÅ gode sammen”

Og de havde ret. Vi var gode sammen i den første tid. Vi festede, vi tog på sommerhusture og vi havde mange aftener, hvor vi lå i mørket på hans værelse og bare var lige der, sammen.

Men det endte hurtigt i meget kontrol, jalousi og uforløste samtaler, hvor jeg ikke tror at nogen af os følte os hverken set eller hørt.

Jeg var trodsig meget af tiden og han var vred på hele verdenen.

Et af vores værste momenter var nok, da vi sad ved middagsbordet sammen med nogle fælles venner, som spurgte ind til, hvorfor vi pludselig havde fået øjnene op for hinanden efter alle de år.

Jeg talte i store termer om vores allerførste sommerhustur sammen med nogle få fælles venner, der havde ændret det hele for mit vedkommende og hvordan sommeren generelt havde fået mig til at indse meget mere.

Da alle forventningsfuldt vender øjnene over mod ham, så siger han fladt: “Hun var en af den eneste der kunne komme med på sommerhusturen.”

Rummet stod stille i et øjeblik. Folk måbede bare.

Min romantiske fortælling og kærlige gestus var blevet volleyball-smashet i gulvet på et sekund. Det var ikke engang sagt med ret meget glimt i øjet fra hans side og han spiste bare videre, mens jeg havde siddet der helt forventningsfuld og ventede på min kærlighedserklæring.

Så jeg måtte lige undskylde mig til badeværelset med tårer i øjnene efter både kommentaren, men også de mange medlidenhedsfulde blikke.

Vi prøvede at tale om det efterfølgende, men der mente han bare at jeg var lidt for sensitiv og burde blive bedre til at tage en joke.

Det føltes bare ikke som en joke.

Noget af det sidste vi talte om inden break-uppet var ham der anklagede mig for at være grunden til, at alt i hans liv var noget møg.

Han var inde i en periode, hvor han var sur på sit arbejde. Sur på det studie han droppede ud af, noget med vennerne, boligen og alt indimellem.

Alting var blevet så negativt og jeg følte også et enormt pres for at være det gode i hans liv, men det var også et ansvar der var begyndt at veje rigtig tungt på mig.

Jeg var da ked af, hvis ikke jeg kunne gøre ham glad, men jeg er stadig stolt over, at jeg holdt fast i, at det ikke kun var mit ansvar og at man også skulle tage ansvar for sig selv.

En kæreste skal jo være meget mere som krymmel på toppen af ens egen cupcake og ikke selve cupcaken. Citat: Mig.

Det var nok også derfor at det føltes så befriende at have slået op. I seks måneder gik jeg med en orm i maven, men jeg ville så gerne at det kunne have været os.

Men da jeg gik ud af hans opgang den aften, der var jeg single og jeg skulle flytte ind i en ny lejlighed helt selv. Jeg skulle for første gang i hele mit 25-årige liv bare være mig.

Jeg blev også enormt “egoistisk” i den periode, fordi nu skulle det være MIG! MIG! MIG!

Jeg kunne indrette som jeg ville. Spise det jeg havde lyst til og købe lige hvad mit budget kunne, fordi jeg ikke skulle afstemme med nogle andre – måske lige udover far, der betalte telefonregningen i en rum tid, men stadig!

Jeg vidste ikke, at der jeg flyttede ind i min skotøjsæske, hvor mange ting der ville ske, hvor mange minder den ville ende med at indeholde eller hvad livet ville byde mig i København.

Jeg var nok egenlig bare en pige med en drøm og en ambition for at skulle lære sig selv at kende for første gange nogensinde uden andres mening eller et kompromis over hovedet.

Så da jeg så mine gamle stories af at have overtaget nøglen og at min far hjalp med at samle mit IKEA skab den første aften eller da min mor, bror og far hjalp med at flytte ind på 4. sal uden en elevator, så kunne jeg godt mærke klumpen i halsen over alt det der er sket siden november 2020.

Jeg står ikke til at skulle flytte eller noget lige nu, men jeg kan godt mærke efter 6 år som single i min skotøjsæske med kopnudler og designersko (de kom efter elevlønnen blev til voksenløn), at jeg også glæder mig til det næste skridt som kommer i mit liv.

Jeg glæder mig til at møde ham, som skal være den rette for mig.

Jeg glæder mig til at stå helt trætte med maling på kinderne og en dåsebajer i dårligt lys, fordi vi er flyttet ind i noget sammen og skal til at finde ud af hvilken nuance på farvekortet siger noget om os.

Jeg glæder mig til alle de ting, som ligger i min fremtid og som jeg ved kommer til at ske.

Sidst jeg var på vej på date med ham der snavede min blush af min kind (læs her), så gik det op for mig, at han jo kunne være mit Endgame og så ville det betyde at jeg før eller siden ville skulle overgive nøglen til Skotøjsæsken til en anden og sikke en emotionel dag det bliver.

Alt det der er sket inden for de vægge, alle de gange jeg har hørt mine naboer have sex med sengegavlen bankende ind i min væg kl. 3 om natten, sure Woltbude som hader at gå op til min 4. sal – den del er også stoppet fordi dørtelefonen i bygningen permanent er i stykker, venindeaftener, vandhanen i køkkenet der ikke er strammet godt nok så armaturet fløjter rundt, hvis ikke man liiige ved, tudeture, grin, og alle de aftener, hvor jeg har været ved at sprænges af lykke over at alt det her var mit.

Alle de gange jeg har nydt at komme hjem til stilheden og hvor jeg har danset rundt med et vinglas i hånden til 80’er hits og Taylor Swift og alle de gange at jeg har spist frysepizzaer og takeout, mens der stod en pose med noget jeg har ønsket mig eller fordi den der læbestift skulle med hjem sidst på måneden.

Det har været og er en æra et mit liv lige nu, som jeg aldrig nogensinde havde regnet med ville udvikle sig som den gjorde, men som jeg har nydt i alle dens ups and downs, al den empowerment og ensomhed den har budt på.

Alle de nuancer af kærlighed og frustration.

Så selvom kapitlet ikke er slut endnu og mine seneste dates tydeligvis ikke var Endgame eller hans ben er kommet ud af rulletrappen, som jeg er overbevist om han sidder fast i, så er jeg klar til at skulle overgive nøglen en eller anden dag til en anden håbefuld person en dag, som kan nyde Skotøjsæsken med alt hvad den indebærer.

Så ja, det er måske bare en åndssvag Skotøjsæske, men uden den, så ved jeg ikke, hvem jeg havde været, men én ting er sikkert og det er at jeg kender mig selv bedre end nogensinde før – nogle gange måske lidt for meget!

XX,

Følg med på Instagram her!