“Don’t Look for Love” af Shirley & Jonas Winger Leisner brøler ud af højtaleren i det jeg står med hovedet bøjet forover med føntørren på max.

Jeg er i gang med at gøre mig klar til en date. Ikke at jeg gør mig ret ofte i dem, men i aften var det en heldig mand, som jeg gav ind til at gå på date med.

Jeg er den klassiske af at være ind og ud af dating apps. Den følger næsten samme cyklus som min Clue-app. Hinge slettes cirka når luteal-fasen er værst og bliver downloadet igen ved ægløsning.

Jeg vipper hovedet tilbage, føntørrer resten af håret, mens jeg i et kort øjebliks energi og ønsket om at være i en 00-rom-com gør at jeg vender føntørren ind mod munden for at synge i den, desværre sker der ikke ret meget andet end jeg næsten kløjes i både hår og støv fra den gamle føntørrer, som plejede at være min mormors.

Jeg fik den med mig dengang vi ryddede ud i hendes hus efter hun var gået bort og alting skulle deles op. Jeg havde ellers lige fået en føntørrer til min fødselsdag, men min moster kiggede på mig, mens hun holdte den 15 år gamle Gun Britt føntørrer i hånden med en “man ved aldrig hvornår ens føntørrer går i stykker og så står man der med vådt hår” og det kan jo hun jo have ret i.

Jeg får lige hostet mig færdigt og fjernet eventuelle hår der er røget ind i munden.

Jeg er nervøs kan jeg mærke. En spændt følelse breder sig i min mave.

Jeg får gjort håret færdigt og tilføjet lipgloss. Lige her er jeg lykkelig for at jeg var smart nok til at tage lipgloss på EFTER føntørren ellers havde det da været endnu mere rodet end det var.

Jeg kender ikke min date ret godt endnu. Vi har skrevet sammen på Raya. Hvordan jeg blev godkendt til den app var en gåde, men her har jeg ikke umiddelbart matchet med en basketball spiller fra USA, som har tænkt sig at flyve mig til New York og wine-and-dine mig, men Adam fra Østerbro som arbejder på et marketings-bureau.

Vi har jokes med, at vi begge er forvirrede over hvordan Raya har lukket os ind eller om barren for hvornår man er noget ved musikken bare kræver en række gode selfies og titlen “PR Manager”, fordi det var tydeligvis godt nok i denne omgang.

Jeg bakser mig færdigt herhjemme, vælger outfit og hælder et halvt glas rødvin op.

Jeg bliver altid så forfærdeligt nervøs inden at jeg skal på date.

Måske er det fordi det sker så sjældent, men jeg har brug for lige at få ro på nerverne.

Jeg skifter musikken over til min “I feel like a 90s Rom Com-Girlie” playliste og lader den shuffle imellem musik, som måske kan gøre mig lidt mindre nervøs og give mig lidt mere main character energy.

Jeg sipper rødvinen, mens jeg pacer frem og tilbage i min lille 1-værelses lejlighed, så det er ikke så langt jeg kan gå, før jeg må vende rundt igen.

Vi har aftalt klokken 20.00 onsdag aften og vi har aftalt at mødes på en vinbar omkring Nørrebro.

Jeg tjekker mig selv i spejlet, tjekker at jeg ikke har helt røde tænder af rødvinen og popper et stykke tyggegummi i munden.

I det jeg går mod vinbaren bliver jeg ramt af to følelser på én gang: “måske han er den eneste ene og så ændrer hele mit liv sig” og “jeg ved faktisk ikke om jeg er klar til at møde den eneste ene og hele mit liv ændrer sig”.

Mange ville nok mene at jeg sætter mine forventninger godt op og det er måske netop derfor, at jeg bliver så nervøs inden jeg tager på date.

Jeg har været single på det her tidspunkt i omkring 3.5 år og jeg har virkelig nydt min tid alene, så det slår mig i et kort øjeblik, at jeg ikke ved om jeg er klar til at give den livsstil helt op endnu.

Jeg prøver at ryste tanken af mig i det jeg står foran vinbaren og er den første af os til at ankomme 19.50.

Shit. Jeg ville gerne have være nonchalant nok og kommet lige på slaget, men nu kan jeg stå foran denne her cool Nørrebro vinbar, hvor jeg i forvejen ikke føler mig cool og mysterious nok.

Han ankommer klokken 20.02. Vi krammer. Vi går ind på den proppede vinbar og køber hvert et glas naturvin.

Det går først op for os her, at der er ingen pladser udover udenfor.

Det skal nok lige siges, at det er februar og det er minusgrader , men vi beslutter os begge for at sidde ude foran vinbaren, fordi han argumenterer, at der er varmelamper og et fesent fleecetæppe af de billige fra IKEA. Og jeg vil jo gerne give manden, at vi har købt et glas, så vi er lidt tvunget til at drikke det ud nu.

Jeg rækker ud efter hvad jeg tror er et lidt bedre og mere uldent tæppe og hører min date sige “øhh, jeg tror ikke at det er et tæppe”, men inden at jeg forstår hvad han siger, går det op for mig, at jeg står med en anden persons håndstrikkede trøje i favnen og har ovenikøbet taget den ud af hendes taske, som jeg troede var en kurv.

Min date griner af mig og her er jeg jo heldigvis god nok til at grine tilbage. Jeg skynder mig at lægge trøjen tilbage og den cool Nørrebro-pige der kan strikke og drikke naturvin, opdager heldigvis ikke noget.

Vi sidder udenfor under varmelampens uflatterende skær med 3 IKEA fleecetæpper hver især og jeg bliver dybt distraheret i vores snak, fordi jeg konstant kan se min egen ånde.

“Nå, er du på mange dating-apps” er et af hans første spørgsmål.

“Øhh, næh. Ikke flere end så mange andre” kvækker jeg tilbage, mens der står en dampsky ud af munden på mig, som er så tyk, at man skulle tro at jeg røg en cigaret.

Jeg vifter med hånden for at få det til at gå væk, så manden kan se mit ansigt igen.

“Jeg er på denne her dating app, hvor man kan indtaste hvilke kinks man har. Er du på sådan noget? Har du nogle kinks du vil dele?” siger han med en sky ud af munden der er en blanding af damp fra kulden og cigaretrøg og heldigvis gør, at han ikke kan tyde mit lettere overraskede udtryk.

Nu er det ikke sådan, at jeg nødvendigvis er sippet og alle har ret til deres kinks, så længe der er samtykke, men det slår lidt pusten ud af mig, da jeg har kendt ham i godt og vel 15 minutter.

Han forsætter i en lang snak, om at han er til åbne forhold, at han ikke har lyst til at comitte til noget lige nu og noget om hans ekskæreste.

Jeg sipper lidt rundt i min naturvin som godt kunne have været slush-ice på det givne tidspunkt, mens følelsen af skuffelse over, at han nok ikke er the one rammer min mave.

Heldigvis falder samtalen på noget helt andet og vi ender med at bonde over marketing og PR-branchen. Han er lige en del år ældre end jeg er, så han har mange gode historier at fortælle.

Endelig kan vi se at det begynder at tynde ud i vinbaren indenfor, så vi får bakset os ud af de mange fleecetæpper og strukket de stive ben ud for at komme indenfor.

Jeg tror ærligt, at jeg var gået hjem, hvis ikke det var fordi samtalen var landet på vores arbejde, hvor vi har mange ting tilfælles.

Vi taler frem og tilbage, mens vi sidder oppe i baren. Vi prøver forskellige naturvine. Vi griner og har endelig fået varme tilbage i kinderne.

Midt i en passioneret tale fra min side, kan jeg mærke at han begynder at tage mig på låret og gnubbe hånden frem og tilbage i en ivrig bevægelse. Jeg er lidt i tvivl om han stadig tror mit ben er helt dødt af kulde eller hvad der foregår, men pludselig hører jeg ham sige:

“Ej jeg bliver bare lige nødt til” og før jeg ved af det, så tager han hænderne mod mit ansigt og læner han sig ind mod mig for at kysse mig.

Jeg når i en panik-reaktion at vende hovedet nok til at hans læber rammer min kind i stedet for mine læber. Han har lukket øjnene i det han lænede sig ind mod mig, så han har ikke registeret min afværgelse og jeg sidder i en form for underlig hovedlås med en mands læber suget mod min kind og da han ikke har opdaget det, så kysser han min kind som om det var min mund.

Han trækker sig tilbage, da han endelig opdager, at han er i gang med at slikke blushen af mit ansigt.

“Øhm, så skål da” er det eneste jeg får kvækket ud af munden, mens jeg afholder mig fra at tage hånden op for at tørre min kind fri af spyt, fordi jeg ikke vil sætte ham mere i forlegenhed end jeg føler situationen har brug for.

Jeg vender mig mod bartenderen, som er en blanding af måbende og ved at kvæle et højlydt grin, da han har overværet det hele, da han ville have spurgt os om refill, men han beslutter sig for at vende sig rundt igen.

Vi ender med at optage samtalen fra tidligere som om intet er hændt, men inden da får jeg da lige bakset mig ud på toilettet, så jeg lige kan se om jeg nu har en cirkel på kinden, hvor makeuppen er forsvundet.

Jeg kommer tilbage, hvor der sidder en overraskende kæphøj mand klar til at tage en ny chance for en festlig aften.

“Nåå, skal vi ikke tage et glas vin hjemme hos dig?” siger han med et kækt smil og jeg når kun lige at kigge på bartenderen, som igen har fulgt situationen og i det vi får øjenkontakt, så spørger han om vi ikke vil have refill på vin og jeg takker hurtigt ja, fordi så har jeg lige lidt tid til at lande inden, at jeg skal afvise manden igen.

Da vi har drukket ud og besluttet os for at aftenen skal ende, så er jeg overrasket over at høre ham prøve endnu engang at komme med hjem.

“Skal jeg ikke lige se hvor du bor? Vi kan bare spille et spil og drikke en glas vin?” siger han nonchalant, mens han læner sig op ad en lygtepæl og i et kort øjeblik håber jeg på at han ville stikke tungen ud og kysse den, så han kan blive stående her med en frossen tunge klæbende fast til pælen, så jeg ikke behøver at følges ned ad vejen.

“Jeg skal op i morgen, så må hellere komme i seng” forsvarer jeg.

Jeg er jo ikke så blåøjet, at jeg tror på at vi skal hjem og tage et slag Trivial Pursuit og se hvem der vinder flest oste og ved mest om geografi.

Man må give manden, at et afvist kys og et vink med en vognstang ikke har gjort ham mindre sikker på, at han kommer med hjem.

Vi følges lidt ned ad gaden og jeg får sat ham af ved metroen, da han stadig står og hænger lidt.

“Skal du ikke nå din metro?” spørger jeg og det var som om at det simple spørgsmål brød fortryllelsen og han endelig så mig som et græskar der hverken ville det ene eller det andet, men at han nu kun kunne smage det bitre fra min blush fra tidligere i hans mund.

“Jo. Fint. Farvel” mumler han, giver et akavet kram og vender rundt.

Jeg har kæmpet hele aftenen for ikke at grine over situationen og når kun lige at få min telefon op ad lommen for at ringe til min mor.

“Du skal simpelthen høre det her, mor. Han var ikke the one på nogen måde, men der skete det mest åndssvage længe” plaprer jeg energisk, mens jeg går det sidste stykke hjem i kulden.

Vi taler. Vi griner. Vi gennemgår daten i detaljer.

Dagen efter har jeg intet hørt fra ham og ender selv med at sende en “tak for i går”-besked, som ender på “læst”.

Det var ikke the one denne gang, men nogle vil mene, at man skal kysses på kinden af nogle frøer, før man finder den rigtige.

Det eneste jeg skal huske næste gang er at tage setting-spray på inden, så min blush bliver siddende.

XX,